Hvad sker der, når to mennesker med en fælles drøm, en utrættelig arbejdslyst og en passion for hunde beslutter sig for at bygge noget stort - helt fra bunden?
Det får du svaret på, når vi besøger Luksushund i Boulstrup.
For kun fire år siden startede rejsen med et lager på 150 kvadratmeter. I dag håndterer Luksushund omkring 15.000 ordrer om måneden fra et splinternyt lager på 6.000 m² - og virksomheden opererer på det danske marked via Luksushund.dk, samt på 7 internationale markeder under eget brand, staey.com, med over 300 forhandlere.
Indehaver, Frederik Simonsen, har ikke altid arbejdet med hunde. Bag Luksushund ligger en personlig rejse med tidligere projekter, der ikke gik som planlagt - de lærerige erfaringer, som sjældent deles højt, men som har formet den virksomhed og det mindset, der driver Luksushund fremad i dag.
Og så er der historien om et lager, der bogstavelig talt knækkede under væksten - og hvad det kræver at komme videre, når skaleringen sker hurtigere end organisationen kan følge med.
En af de vigtigste milepæle på rejsen har ikke handlet om omsætning, men om lønsomshed. Luksushund har gennemgået den transformation, som mange vækstvirksomheder kæmper med: fra at jagte toplinjetal til at bygge en virksomhed, der rent faktisk er profitabel. Det er en af de vigtigste historier, Frederik vil dele.
Under besøget får du en rundvisning på det imponerende lager, samt et indblik i, hvad det rent faktisk kræver at skalere en e-commercevirksomhed i Danmark og udlandet fra de ægte succeser til de værdifulde læringer, fra tallenes verden til hverdagens udfordringer. Det er ikke en poleret succeshistorie. Det er den rigtige.

